Fodbold: Efter at have været nede med 0-2 kom FUIK godt tilbage mod Støvring.
Tekst: Per Lyngby
Da der var spillet halvdelen af første halvleg i udekampen mod Støvring, kom FUIK's nedrykkere bagud med 0-1 på et straffespark. Og minuttet efter scorede Støvring igen, og da så det for alvor sort ud for FUIK.
Men da det så sortest ud, diskede holdet op med en indøvet hjørnesparksdetalje, som gennem tiden har kastet flere scoringer af sig. Således også denne 2. Påskedag i Støvring, hvor en spiller fikserede forsvaret ved at hoppe over bolden, hvorefter Mikkel Tejlgaard kunne svinge kuglen i nettet med venstreskøjten.
Man skulle helt hen til overtiden, før udligningen faldt, og det var igen Mikkel Tejlgaard, som var på pletten. Efter klumpspil sparkede han bolden i nettet - til stor jubel for hele FUIK-lejren og de medrejsende fans.
"Det var dejligt at komme i gang med at spille om point, selvom det ikke blev det festfyrværkeri, som vi ellers havde håbet. En kamp, der bliver lidt ødelagt af dumme personlige fejl og dyre gule kort til os.
Kampen starter med et højt tempo de første 15 minutter, hvor Støvring er marginalt bedre end os. Efter godt 20 minutter laver målmand Nicklas Finnerup straffe, og han får samtidig gult kort. Støvring scorer på straffesparket og løber 2 minutter efter ned og scorer til 2-0. Noget af en kold spand vand i hovedet på os. Da vi bliver fuldtallige igen, sidder vi på resten af kampen. Mikkel Tejlgaard reducerer kort inden pausen, og i anden halvleg er der reelt kun et hold på banen, og det er os. Vi lægger et tungt pres og tilspiller os nogle fine muligheder, men bolden vil ikke ind, før Mikkel Tejlgaards overtidsscoring", fortæller træner Kristoffer Vorre.
FUIK-træneren glæder sig over, at det trods alt blev til point i en kamp, hvor FUIK var bedst men havde 3 dyre minutter i første halvleg.
Uafgjort i Støvring må trods alt også betegnes som et godkendt resultat, da mange på forhånd har udpeget Støvring og Nibe som favoritter til at tage førstepladsen i puljen. Netop Nibe bliver næste opgave, når Sildebyens udvalgte kommer til Farsø på lørdag eftermiddag.