Håndbold: Tæt parløb om puljens andenplads.
Tekst: Per Lyngby
Førstepladsen i herrernes danmarksserie har Aabybro sat sig godt og grundigt på og holdet kan ikke indhentes. Derimod er der tæt kamp om andenpladsen, som de to vesthimmerlandske hold Løgstør og Farsø bejler til.
Søndag havde begge hold fordel af hjemmebane og med et enkelt points forspring til Farsø, var Løgstør klar over, at der formentlig skulle en sejr til for at holde lokalrivalerne stangen. Det lykkedes også, da det hjemme på Lanternens boblende gulv blev til en sejr på 22-18 over Nordthy.
Farsø havde besøg af Hannæs, som i forrige spillerunde besejrede Løgstør, så der skulle ikke tages let på opgaven, selv om gæsterne forud for kampen lå placeret sidst i puljen. Faktisk kunne Hannæs med en sejr sende Farsø ned på den nedrykningsgivende plads. Sådan gik det dog ikke. Farsø vandt med 29-25 og sikrede sig dermed definitivt mod at kunne rykke ned. Samtidig puster holdet også Løgstør i nakken, hvor der med 2 spillerunder er et enkelt point op til den placering, som dog ikke giver mulighed for avancement.
I den kommende spillerunde skal Farsø en tur til Nordthy, mens Løgstør får besøg af VIF Mors, som også bejler til andenpladsen. I sidste spillerunde tørner Farsø og Løgstør sammen i Farsø.