Håndbold: Begge divisionshold vandt hjemme.
Tekst: Per Lyngby
Den trygge hule i Idrætscenter Østermarken dannede søndag rammen om to kampe i 3. division, hvor Aars HK's herrer mødte Svenstrup-Godthåb, mens damerne tog imod Trekroner.
For herrernes vedkommende var der tale om et møde med et af holdene fra den tungere del af tabellen, hvor Svenstrup-Godthåb ligger nummer tredjesidst på den plads, der betyder play off om at blive i divisionen, når sæsonen slutter. Holdet slog godt fra sig i Aars, men kunne dog ikke forhindre hjemmeholdet i at køre en forholdsvis sikker sejr på 27-21 i hus. Aars ligger lunt placeret som nummer 4 i puljen med henholdsvis 8 og 10 point op til topholdene Nøvling og Tornby.
Også damerne mødte et hold fra den nederste tredjedel i puljen. Trekroner ligger lige over nedrykningspladserne med 13 point, og dem kom der ikke flere af på kontoen, da holdet måtte drage tilbage over Aggersundbroen med et nederlag på 22-26. Også hos damerne ligger Aars nummer 4, og her er der ligeledes et pænt stykke op til de øverste hold. Aars ligger med 22 point, mens Aalborg HK har 30 på førstepladsen, Frederikshavn 28 på andenpladsen og Nibe 24 på tredjepladsen. Nibe har to kampe på hånden i forhold til Aars.
Aars-herrerne spiller allerede igen torsdag aften på udebane mod Elitesport Vendsyssel, mens damerne venter til på næste tirsdag, hvor det gælder en udekamp mod Vrå-Børglum.