Håndbold: Farsø-damer rykker ned i 3. division.
I foråret 2017 sluttede samarbejdet mellem håndboldklubberne i Aars og Farsø, og Team Vesthimmerland, som på det tidspunkt havde et herre- og et damehold i 2. division, blev delt op, så Aars overtog herreholdet, mens dameholdet blev i Farsø.
Siden da har Farsø holdt fanen højt og bevaret deres status som 2- divisionshold. Indtil lørdag eftermiddag, hvor eventyret sluttede. Det skete, da holdet ude tabte med 19-24 til 1919 Aalborg. Da VRI samtidig vandt deres sidste kamp med 25-22 over Nøvling, bytter de to hold plads i tabellen, således at VRI skal ud og spille play off om at blive i 2. division, mens Farsø må ned i 3. division.
Det har længe ligget i kortene, at en nedrykning kunne blive aktuel - specielt efter nytår har det været småt med opmuntringer på Farsø-holdet, som i den periode kun har formået at besejre det absolutte bundhold Hornslet.
Desværre har de dårlige resultater også smittet af på tilskuerinteressen for holdets kampe, hvor der ikke har været mange på lægterne til hjemmekampene i Dronning Ingrid Hallerne. Måske vil det ændre sig i den kommende sæson, hvor holdet spiller et niveau lavere og hvor der venter et par spændende lokalopgør mod de tidligere samarbejdspartner fra Aars HK.
Aars-damerne sluttede i øvrigt deres sæson i 3. division med et stort nederlag på 19-32 på udebane mod Nibe, som dermed rykker op og overtager Farsøs plads i 2. division. Nibe trænes i denne sæson af Mogens Roed, som i sidste sæson stod i spidsen for Farsøs damer.
Status for damernes 2. division er, at Randers rykker op, mens Farsø og Hornslet er de direkte nedrykkere fra puljen.
Aars-herrer vandt i Nibe
Hos herrerne var der også lokalopgør mellem Nibe og Aars, og her sluttede Aars et rigtig godt forår med en sikker sejr på 38-30. Aars fik dermed revanche for nederlaget i de to klubbers første møde.
I damernes 3. division må Aalestrup og Visse en tak ned, mens Nibe altså rykker op.
Hos herrerne satte Tornby sig på den oprykningsgivende plads mens Nøvling skal i play off om at komme med op. Nors og HRH/Oddense rykker ud af divisionen, hvor Svenstrup-Godthåb får endnu en chance via play off systemet med en kamp mod en 2'er fra danmarksserien.