Fodbold: To mål i første halvleg afgjorde kampen mod Øster Hornum.
Tekst & foto: Per Lyngby
Årstiden taget i betragtning så banen på Freja Park i Gundersted fornuftig ud, men når man betragtede spillet på det matgrønne græs, var det tydeligt, at forholdene ikke var optimale for spillerne i premieren i serie 3 mellem Gundersted og Øster Hornum.
Hjemmeholdet kom bedst ud af starthullerne, og allerede efter 8 minutters spil måtte manden med fjernbetjeningen til scoringstavlen trykke et mål ind for første gang i år. Rene Petersen var i oplæggerens rolle, og Alexander Møller var skarpretteren, som bragte Gundersted foran med 1-0.
Efter scoringen kom Øster Hornum bedre ind i kampen og de tiltvang sig også et lille overtag, som dog ikke førte til de helt store muligheder. Da holdet løb ind i et gult kort godt midtvejs i halvlegen, vendte initiativet tilbage til hjemmeholdet, som dog skulle helt hen til halvlegens døende sekunder, før det blev 2-0. Søren Munk lavede forarbejdet på baglinjen i venstre side, og altid målfarlige Rene Petersen var på plads foran mål, hvor hans hovedstød fra nært hold akkurat strøg i mål via målmandens arm. Gæsterne nåede kun at give bolden op, hvorefter der blev fløjtet til pause.
I anden halvleg foregik spillet på Øster Hornums præmisser, men Gundersted stod godt i defensiven, og i slutminutterne burde de have udnyttet flere gode muligheder for at score yderligere:
"Efter en første halvleg med snert i duellerne med skader og flænger til følge, kom vi til at stå mere defensivt efter pausen, uden at det var bevidst, men i slutfasen har vi 4-5 muligheder for at score yderligere", lød det fra Gundersted-træner Svend Aage Nielsen, som naturligvis var tilfreds med en sejr i den første kamp.