Fodbold: Damehold vandt med hele 10-2.
Tekst: Per Lyngby
FUIK's fodbolddamer i serie 1 har fået en forrygende start på foråret, hvor det er blevet til 3 sejre af 3 mulige. Senest blev det hele 10-2 på udebane over Viborg B67.
Mathilde Fløj scorede ikke bare sit første mål for holdet, men brillerede med et hattrick. Natasja Pilgaard nettede hele 4 gange, Kathrine Krebs 2 gange og Sille Øgaard kom også på tavlen. Forsvar og midtbane leverede fantastisk indsats på en meget svær bane.
På søndag er der lagt op til et formentlig underholdende lokalopgør mod Aars - de to hold har for vane at spille målrige kampe mod hinanden.
Aars er dog ikke kommet helt så godt fra start som naboerne - senest blev det således til et nederlag på 0-1 mod en anden naboklub, Hornum, som ligger nummer 2 i puljen med 7 point for 3 kampe og status som ubesejret. Hornum spiller søndag hjemme mod Team Viborg.