Fodbold: Fire nederlag på stribe i serie 3.
Tekst: Per Lyngby
FUIK's andethold lever en elevatortilværelse mellem serie 4 og serie 3.
I øjeblikket står knappen på "Serie 3", men meget tyder på, at den snart kører tilbage til serie 4. FUIK har nemlig fået en elendig start på foråret med fire nederlag på stribe og ligger sidst med 0 point og en målscore på 3-16.
Det startede ellers rimeligt med en tæt kamp mod Aars, som blev tabt med 2-3, men herefter er det blevet 1-5 mod Sønderup-Suldrup, 0-6 mod Øster Hornum og senest 0-2 mod Gug.
I næste runde skal holdet derfor levere en ekstraordinær indsats, når topholdet Gundersted kommer på besøg med maksimumpoint på kontoen.