Fodbold: Vanen tro var der smæk for skillingen, da fodboldkvinderne fra FUIK og Aars tørnede sammen.
Tekst: Per Lyngby
I sidste uge skrev vi her på Lokaltindblik.dk, at den kommende fodboldkamp i kvindernes serie 1 mellem FUIK og Aars godt kunne blive en målrig affære.
Den spådom kom til at holde stik, for søndagens kamp i Farsø endte 4-4. Dermed satte gæsterne fra Aars også en kæp i hjulet for FUIK, som havde vundet alle deres kampe forud for lokalopgøret.
Sille Øgaard bragte hjemmeholdet i front efter et kvarters spil, men godt 10 minutter senere udlignede Frederikke Naur Sørensen for Aars, som også kom foran med 2-1 ved Amanda Strange kort efter. Kort før pausen fik FUIK tilkendt et straffespark, som blev misbrugt.
Målfarlige Natasja Pilgaard scorede midt i anden halvleg to gange indenfor kort tid, og så var hjemmeholdet igen på vinderkurs. Frederikke Naur Sørensen blev også dobbelt målscorer, da hun udlignede til 3-3. Den stilling holdt til 2 minutter før tid, hvor Kamilla Norderud bragte Aars på 4-3 for blot at se Kathrine Krebs udligne til slutresultatet 4-4 minuttet efter.
En hæsblæsende fodboldkamp, som efterlader FUIK på førstepladsen med 10 point for kampe, mens Aars skaber lidt talmagi med 4-4 og er nummer 4 med 4 point for 4 kampe.
Onsdag aften spiller FUIK-damerne påny lokalopgør, når rækkens nummer 2, Hornum, kommer på besøg i forfatterbyen. Aars skal i aktion allerede tirsdag, hvor de på udebane møder Roslev-Sallingsund. Lidt af en nøglekamp for Aars, som med en sejr kan skabe luft ned til de to nederste hold i puljen.