I lørdags er mindst 5 ældre borgere forsøgt svindlet af gerningsmand, der udgiver sig fra at være fra banken.
Af Jacob Dalgaard
Politiet har i weekenden modtaget fem anmeldelser om bedrageri i Vesthimmerland. I alle tilfældene er det gået udover ældre borgere i alderen 68 til 94 år.
I lørdags ringede en uidentificeret gerningsmand til de ældre borgere og udgav sig fra at være fra "banken". Han fortalte ofrene, at de havde været udsat for et hackerangreb. Derfor ville der blive sendt en medarbejder ud fra banken for at hente deres dankort, så det ikke kunne ske igen.
Hos tre af de fem ældre borgere dukkede der da også en person op. En enkelt borger havde ikke sit dankort - men udleverede i stedet 2.000 kroner i kontanter, som vedkommende havde liggende.
Politikommissær Ann-Britt Miller oplyser, at der udover kontantbeløbet ikke er lykkedes gerningsmanden at hæve penge i bedragerisagen.
I et af tilfældene blev der straks ringet til politiet, som sendte en patrulje ud. Men her dukkede gerningsmanden ikke op.
Ann-Britt Miller har en klar opfordring til alle borgere: Udlevér ikke jeres dankort. Hun tilføjer, at banken aldrig vil ringe og bede om den slags - og i særdeleshed ikke på en lørdag. Hun opfordrer til, at man selv ringer til sin bank - og til politiet, hvis man udsættes for noget lignende.
De fem forurettede fra i lørdags bor i Vilsted, Raunstrup, Farsø og to i Løgstør.