Jens Lauritzen blev genvalgt som formand for vælgerforeningen.
Af Jacob Dalgaard
Den 14. februar holdt Løgstøregnens Venstrevælgerforening generalforsamling på Bondestuen i Aggersund. Her kunne medlemmerne inden generalforsamlingen få lagt en god bund med stegt flæsk med persillesovs.
Inden selve generalforsamlingen blev de fremmødte briefet om de udviklingsplaner, som er på vej i Aggersund.
Jens Lauritzen (billedet) aflagde årsberetning for foreningen, og senere på generalforsamlingen blev han genvalgt som formand uden modkandidat. Lone Buus aflagde regnskabet, og de fremmødte stemte også for at fastsætte årskontingentet til 395 kroner.
Allan Kristensen ønskede ikke genvalg til bestyrelsen, og den ledige post blev i stedet besat af byrådsmedlem Morten Mejdahl. Til gengæld var der genvalg til Søren Tranholm, Mads Krarup og Henrik B. Hvorvarp.
Niki Kristensen og Nis Virenfeldt ønskede ikke genvalg som bestyrelsessuppleanter. Generalforsamlingen valgte i stedet et andet byrådsmedlem, Benny Hansen. Derudover fik bestyrelsen mandat til eventuelt at finde endnu en suppleant på et senere tidspunkt.
Foruden de allerede nævnte består Løgstøregnens Venstrevælgerforening af Jens Kristian Binderup, Albert Veggerby Andersen og Torben Jacobsen.