Løgstør Open Air har i denne uge fuldendt musikplakaten med præsentationen af TopGunn.
Foto: Jacob Dalgaard
Det bliver første gang, TopGunn besøger Løgstør, og gæsterne kan se frem til et helt nyt show med en masse nyt materiale tilsat de mange hits, som artisten allerede har i bagagen.
Udover TopGunn har Løgstør Open Air tidligere offentliggjort navnene ”Dodo & The Dodos”, ”Danser Med Piger”, ”Shubidua 2.0” og ”Kandis”. Der venter således publikum et bredt musikprogram, når koncertdagen løber af stablen lørdag d. 1. juni.
Udover musikken på den store scene vil der som sædvanligt være musik i flere varianter i pauserne. Her vil den tidligere X Factor vinder Thomas Ring bl.a. levere musikalsk underholdning fra en lille scene i hjørnet af koncertpladsen, mens Skovbarens efterhånden legendariske ”hus-DJ” Ejnar Sønder vil sørge for den gode stemning her.
Når koncerterne er slut og mørket har sænket sig over Kristiansmindeskoven, slutter dagen som sædvanligt med en stor fest med DJ i det opvarmede festtelt.
Løgstør Open Air gruppen har i år tilpasset deres forfest, hvor ca. 300 gæster plejer at deltage før koncertpladsen åbner. Konceptet går i år under navnet ”Burgers & Beers” og er opstået i samarbejde med Himmerlandskokken v/Peter Bertelsen, som vil servere en menu bestående af 3 lækre sliders.