Salling Kirke var i aftes stuvende fuld til foredrag med kendt politibetjent.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Hvad har en politibetjent til fælles med en rocker og en præst?
Det fik man svar på i Salling Kirke i aftes, hvor 180 mennesker havde sikret sig en billet til foredraget med Vlado Lentz og Leif Lund. Førstnævnte er kendt fra Kanal 5's populære "Politijagt", hvor Vlado indfanger trafikanter, der ikke overholder færdselsloven.
Leif Lund er tidligere rockerpræsident for den antikristne motorcykelklub 666, der senere blev til Bandidos. I dag er Leif kun biker og har for længst lagt titlen som rocker bag sig.
Det, der har ført disse to modsætninger sammen, er kirken. De har begge oplevet et vendepunkt i deres liv, der fik dem til at søge mod kirken, og det fortalte de om til de mange tilhørere i Salling, og de havde taget deres lokale præst med fra Roskilde, som var ordstyrer.
Det er De 12 Kirker - 12 kirker i den tidligere Løgstør Kommune - der sammen har arrangeret foredraget i Salling Kirke.