Skærtorsdag er der tradition for at motorcyklister mødes på havnen i Hvalpsund til en hot dog.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der har været en del buldren i Vesthimmerland i dag. Det er hverken tordenvejr eller fjendtlige jagerfly, der har forårsaget larmen. Derimod er motorcykelsæsonen skudt i gang, og jo nærmere man kom Hvalpsund, desto kraftigere blev motorlarmen. Sædvanen tro mødes en del af egnens motorcykelklubber her for at få en hotdog i Færgekiosken.
Det var dog ikke kun MC'ere, der var mødt op. Også veteranbiler og knallerter stod linet op på havneområdet, og dertil kom et anseeligt publikum, som kom for at se det store opbud.
Motorcyklerne stod nypudsede til den nye sæson, og deres førere kørte pænt og viste stolt deres maskiner frem. Desværre var der også undtagelser, som da et par motorcykler kørte ud ad byen i retning mod Farsø og overhalede flere biler udover en fuldt optrukket linje og med en hastighed langt, langt over de tilladte 80 km/t.
Det er Farsø MC Klub, der i mange år har arrangeret fællesturen til Hvalpsund skærtorsdag, og mange andre klubber har i årenes løb sluttet sig til.