Overlade åbner på torsdag sæsonen for byfester. En fest, som starter torsdag aften og varer indtil natten til søndag.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
På lørdag fra klokken 10-13 afholdes minimesse i Overlade Kulturcenter, hvor lokale erhvervsdrivende får lejlighed til at vise talenterne.
Messen er blot et af de mange programpunkter i byfestprogrammet på lørdag, som starter med gratis kaffe og rundstykker til alle. I løbet af dagen er der også masser af fodbold, og FDF Overlade laver en række aktiviteter.
Lørdag aften er der både beerpong-turnering og livemusik med Lebeat Band.
Byfesten starter dog allerede torsdag aften med en byfestgudstjeneste i kirken, hvor der også er live musik. Ikke på orglet - men med folkemusikgruppen Hanegal.
Fredag byder på byfestløb og børnediskotek.