Fra i dag går alle Toppedalskolens elever på i skole på samme matrikel, da den nye skolebygning i Vindblæs blev taget i brug.
I dag er en dag, som personale og elever på Toppedalskolen længe har set frem imod. Den nye tilbygning, som har været længe undervejs, har nu fået den vigtigste tilføjelse – nemlig en masse elever.
Indtil nu har Toppedalskolens største elever gået i skole på Brøndumvej ved Skarp Salling, men pr 1. marts er de rykket ind i den spritnye tilbygning ved Toppedalskolens indskoling i Vindblæs.
Til morgen stod indskolingen klar med flagalle for at tage imod de store elever fra Brøndumvej, som var meget spændte på at se den nye tilbygning. Efter rundvisninger i klasserne brugte skoleleder og pedel tid på at tale med alle klasser om, hvordan vi bedst muligt hjælper hinanden med at passe på vores nye skole og ikke mindst, hvor heldige vi er med at få en ny skole.
Til middag mødtes alle skolens elever til samling og sang, hvorefter der var juice og kagemand til alle.
- Med den nye tilbygning i Vindblæs er vi sikre på, at vi har de bedste rammer til at skabe faglighed og fællesskab for alle, siger skoleleder Jane Dodensig Hermansen på denne længe ventede dag.
Skolebygningen indvies officielt 22. marts.