Efter en hel del forespørgsler og en etableringsproces, der trak noget ud, er Shell i Løgstør nu klar til at byde det stigende antal nordjyske elbilister velkommen til en af de hurtigste lynladere på markedet. Ladestanderen, der netop er åbnet officielt, har allerede haft besøg af de første strømhungrende elbilister, fortæller forpagter, Anne-Christine Kristensen.
Bare få uger efter, at Shell i Thisted åbnede for lynladning, er endnu en Shell tankstation på kanten af Limfjorden klar med lynhurtig opladning til elbilisterne. Denne gang er det hos Anne-Christine Kristensen, der ved årsskiftet overtog forpagtningen af Shell i Løgstør, og nu går med på elbilsbølgen.
"Det er faktisk mere end to år siden, at beslutningen om at investere i en lynlader til stationen blev taget. Så det føles naturligvis rigtig godt, at vi nu har fået strøm i standeren ude på forpladsen. Heldigvis kan jeg da konstatere, at udviklingen på vejene i venteperioden har bekræftet, at der kun er et stigende behov for lynhurtige lademuligheder," fortæller hun.
Det gælder ikke mindst i Løgstør og omegn, hvor elbilister i dag primært har adgang til mere traditionelle, langsomme ladestandere. Typisk ladere, der har en effekt på mellem 11 og 22 KW. Og det er langt under den kapacitet, som Shell i Løgstør nu tilbyder.
"Vi kommer med en lademulighed, der virkelig er spark i. Med 150 KW kapacitet kan en elbil af nyere dato typisk lade batteriet fra 20-80 procent på omkring 20 minutter. Vi har plads til, at to biler kan lade samtidig og helt uforstyrret, da vores Shell Recharge-stander har fået sin egen placering væk fra benzin- og dieselpumperne," siger Anne-Christine Kristensen.
Lige som en lang række andre lokale tankstationer i Shell netværket ser hun en oplagt mulighed for, at en velplaceret tankstation tager en aktiv rolle i at udbygge ladeinfrastrukturen udenfor de store byer. Og med en håndfuld kunder forbi lynladeren allerede de første dage, er Anne-Christine Kristensen overbevist om, at elbilisterne nok skal finde vej. Godt hjulpet af, at sæsonen for sommerhusgæster og turister snart for alvor går i gang.
"Jeg synes egentlig, at vi allerede er kommet rigtig fint i gang. Men det er klart, at bilisterne lige skal finde ud af, at der er kommet en ny lynlader til Løgstør. Det sker i takt med, at diverse ladeapps bliver opdateret, og at folk kører forbi og ser standeren ude på forpladsen. Og så har vi som bemandet tankstation jo den fordel, at du kan slå ladetiden ihjel med god frisklavet mad og kaffe inde i vores butik," siger hun.