Siden foråret 2023 er hallens gummibelægning i Lanternen begyndt at løsne sig fra undergulvet. Nu skal det skiftes for 2,6 millioner kroner.
Af Jacob Dalgaard
Opdateret kl. 10.15
Kultur- og Fritidsudvalget bed i mandag i det sure æble og besluttede at finde en million kroner til et nyt halvgulv i Kultur- og Idrætscenter Lanternen.
Det sidste års tid er der kommet flere og flere store buler i PU-belægningen, hvilket har givet nogle sikkerhedsmæssige udfordringer for centerets mange brugere. Lanternen har selv været i kontakt med en række eksperter og leverandører for at få hjælp til udbedring af skaderne på det kun 9 år gamle gulv.
- Vi har løbende i 2023 været i dialog med gulvleverandør, hovedentreprenøren, eksperter og vores forsikringsselskab for at finde en løsning – uden held. 5. september 2023 tilknytter vi advokat Carsten Led Jensen, Holst Advokaterne til sagen. Men det viste sig, at det var en sag, som vi ikke kunne vinde, skriver Lanternens formand, René Danielsen, i et brev til Kultur- og fritidsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, hvor Lanternen søger om økonomisk støtte til en reparation.
Mandag blev ansøgningen forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, og politikerne var klar til at hjælpe til med 1 million kroner.
Den ene million er dog kun en del af den samlede anslåede udgift på godt 2,8 millioner kroner, som et helt nyt gulv vil koste. Udvalget henstiller umiddelbart til, at Lanternen selv må hoste op med 600.000 kroner i stedet for de 250.000 kroner, som Lanternen selv har afsat som egenfinansiering. For at nå i mål med projektet, forudsætter det, at der der fonde, der vil støtte.
René Danielsen modtog nyheden positivt, selv om enderne ikke når sammen. Nu skal vi bare ud og søge nogle flere fondsmidler, siger han. Han er også glad for, at Kultur- og Fritidsudvalget valgte at støtte en udskiftning af hele gulvopbygningen og ikke kun gulvoverfladen, da man da risikere at stå med samme problem om nogle få år.
Men han fastslår, at Lanternen ikke kan afse mere end de omkring 250.000 kroner uden at ende i en likviditetskrise, som vil betyde, at bestyrelsen skal stå med hatten i hånden hos kommunen, hver gang der bliver behov for nogle reparationer i Lanternen.
René Danielsen håber, at udskiftningen af gulvet kan gennemføres i sommerferien, hvor der er mindst aktivitet i hallen. Arbejdet ventes at tage 4-6 uger.
99,9 procent sikker på udskiftning
Per Nyborg (K), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, siger, at han er 99,9 procent sikker på, at gulvet nok skal blive udskiftet i sommerferien. Også selv om den endelige bevilling faktisk er udsat til næste udvalgsmøde. Det skyldes blandt andet, at der skal kigges på Lanternens mulighed for at afløfte moms. Og så kan udvalget heller ikke finde en hel million i sin egen kasse til det nye guld. Derfor bliver der bedt om en tillægsbevilling fra byrådet den 25. april.
- Men vi kan ikke have, at kommunens næststørste by ikke kan bruge deres hal, så det er der opbakning til at få gjort noget ved, forsikrer Per Nyborg, der heller ikke vil nøjes med en lappeløsning.