Slidtage og pladsmangel er to bivirkninger ved den store brugerflade, der benytter Kultur og Idrætscenter Lanternen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Den 1. april flytter Kiropraktisk Klinik Løgstør som tidligere omtalt ind i Lanternen, og dermed kommer der endnu flere brugere i centeret, som i 2023 i forvejen havde et højt aktivitetsniveau. Det fremgik af årsberetningen, som formand René Danielsen i aftes aflagde på Lanternens generalforsamling.
I 2023 så en ny dartklub også dagens lys i Lanternen, og den 5. og 6. oktober i år er Løgstør Dartklub vært for Vesthimmerlands Open, hvor der kommer deltagere fra hele Danmark.
René Danielsen glæder sig over de mange aktiviteter. Men de har også en pris.
-Regnskabet for driften viser i år et underskud på ca. kr. 150.000, da der begynder at komme nogle vedligeholdelsesreparationer i Lanternen som følge af stort brug/slidtage. Der er jo flere tusinde igennem faciliteterne hver måned. Vi arbejder dagligt på at lave flere nye tiltag, for at optimere driften og generere et overskud til Lanternen. Vi har i 2023 investeret i LED lys i Lethallen og på tennisbanerne også for at optimere vores omkostninger, sagde formanden i sin beretning.
Svømmehal og omklædningsfaciliteter
Efter at Løgstør IF også er rykket ind i Lanternen har det også øget presset på omklædningsfaciliteterne.
- Vi har endnu engang søgt Vesthimmerlands Kommune om tilskud til en svømmehal og udvidelse af omklædningsfaciliteter, da der er pres på når LIF og LHK sæsonerne overlapper hinanden. Begge ansøgninger fik afslag, da kommunen først har penge til anlæg i 2026. Så dér håber vi at komme med, så vi kan få den etape med, som blev fremlagt i 2013 i forbindelse med Lanterneprojektets opstart, sagde René Danielsen.
På generalforsamlingen var der genvalgt til bestyrelsen, som har konstitueret sig således:
Rene Danielsen, formand
Johanne Marie Jensen, næstformand
Anita Johansen, sekretær
Allan Nielsen, kasserer
Benny Hansen
Helle Stender
Jeppe Jacobsen valgt som ny suppleant i stedet for Søren Munk. Den anden suppleant er Susanne Kollerup Nielsen.