Lægepraksis på Nybovej i Farsø opsplittes fra 1. maj.
I et opslag på klinikkens hjemmeside oplyser Lægerne Nybovej i Farsø, at klinikken fra og med 1. maj opsplittes. Det betyder, at læge Annizette Malmberg bliver på Nybovej, mens læge Claus Godsk Jørgensen flytter sin praksis til det nye sundhedshus på Bystrupparken ved siden af Farsø Sygehus.
Claus Godsk Jørgensen vil drive egen klinik i sundhedshuset, hvor læge Steinar Sandberg allerede har etableret sig med egen klinik. Samarbejdet mellem de 3 læger i Farsø fortsætter som hidtil, således at der er lægevagt i Farsø på hverdage mellem 16 og 18. Ligeledes fordeles vagterne i jul og påske også mellem byens tre læger.
Opsplitningen af klinikken på Nybovej er godkendt af Regionen, og rent praktisk betyder det, at klinikkens patienter i den forbindelse skal foretage lægevalg - enten mellem de to læger fra klinikken eller alternativt en helt tredje læge.
Klinikkens patienter modtager i denne tid meddelelse i deres e-boks eller pr. brev, hvor de opfordres til at foretage lægevalg.