Åbent læserbrev til Sundhedssamarbejdsudvalget i Region Nordjylland indsendt af Olav Storm Johannsen og Heidi Jakobsen:
Kære Sundhedssamarbejdsudvalg
Påsken er tiden for genopstandelse. I Ranum tror vi derfor på, at Sundhedssamarbejdsudvalget i Region Nordjylland, på sit ”påskemøde” den 2. april, efterkommer Læge Peter Duedal ansøgning om et yder-nummer. Det vil nemlig betyde, at lægehuset i Ranum kan genopstå til glæde for mere end 1500 borgere, som har skrevet under på, at der skal være et borgernært sundhedshus med rigtige læger i Ranum.
I Ranum har vi et tilbud I ikke kan sige nej til
Ranum Efterskole College, Ranum Borgerforening og læge Peter Duedal samarbejder om at genåbne lægehuset i Ranum. Læge Peter Duedal har aftale med en lokalt boende læge, om at færdiguddanne denne, så hun kan overtage lægehuset. Det tilbud kan I ikke sige nej til?
Konkret mangler vi læger i Vesthimmerland
I september 2023 gav I afslag på at give et ydernummer til Ranum og Læge Peter Duedal. I begrundede afslaget i en konkret vurdering af lægedæknings-situationen i området. I skriver i afslaget, at I vil undgå, at der skabes en overkapacitet i lægedækningsområde Løgstør og Vesthimmerlands Kommune. Det er meget svært at få til at stemme med, at både Region Nordjylland og Vesthimmerlands Kommune har afholdt hvervekampagner gennem efteråret for at skaffe læger til egnen. Vurderingen må være, at der konkret mangler læger!
Sundhedshus med ungespeciale for hele Vesthimmerland
Tilbuddet bliver endnu bedre. I Ranum vil vi styrke sundhedsindsatsen overfor unge i Vesthimmerland. Vi vil etablere et ungespeciale i samarbejde med psykologer, ungecoaches, sorgterapeuter og sygeplejersker. Der er alt for lange ventetider og alt for få tilbud om hjælp og støtte til de sårbare unge, særligt her på landet.
Sundhedshuse skal samarbejde
Ranum Sundhedshus vil gerne samarbejde med de omkringliggende lægehuse, og ungespecialet vil være en stor styrke i et kommende sundhedshus i Løgstør. Et samarbejde mellem sundhedshuse og lægefællesskaber vil give bedre muligheder for at sikre gode arbejdsvilkår for de læger, som også prioriterer familieliv og fritidsinteresser.
Fokusér på sunde lokale sundhedshuse – og samarbejde på tværs
De mange problemer med bl.a. Alles Lægehus vidner om, at det ikke kan overlades til en koncern at drive lægehusene. Der er et akut behov for at få lavet sunde og lokale sundhedshuse.
Vi forstår på omtale i medierne, at I afventer, at der kommer flere nyuddannede læger ud om nogle år. Det glæder vi os også til, men lad os i fællesskab lave nogle sunde sundhedshuse og gode arbejdsvilkår for de nye læger, så de også vil etablere sig i Vesthimmerland. Lad os starte med Ranum!
Med venlig hilsen og god påske
Ranum Efterskole College, forstander Olav Storm Johannsen
Ranum Borgerforening, for-person Heidi Jakobsen