Der var debut som foredragsholder til Karsten Holst Thomsen, da han mandag formiddag fortalte om sit spændende liv i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I Løgstør er han nok bedst kendt som kirkesangerafløser, men Karsten Holst Thomsen har meget mere med i bagagen. I 25 år fra 1994 til 2019 var han udsendt for Sømandskirken til fjerne egne som Singapore og Malaysia og London.
Selv om han er rig på oplevelser har han ikke delt dem med andre som foredragsholder. Men på opfordring tog han imod tilbuddet og fortalte om sit liv, da Løgstør Kirke mandag inviterede til formiddagscafé. 50 tilhørere mødte op, og de fik en meget spændende beretning om at arbejde i sømandskirken for det sejlende folk på den anden side af jorden.
Efter hjemkomsten til Danmark har Karsten Holst Thomsen taget en uddannelse som social- og sundhedshjælper og arbejder ved siden af som kirkesanger og organist.