Samarbejdet mellem Ranum Multikulturhus og Ranum Efterskole College fungerer ikke.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det har ulmet længe. I aftes blev der pustet til gløderne.
Ranum Multikulturhus har en god belægning. Faktisk en meget god belægning med mange brugere. En af brugerne er naboen; Ranum Efterskole. Men de to parter er ikke enige om, hvordan de skal samarbejde. Faktisk er uenigheden så stor, at Kultur & Fritid i Vesthimmerlands Kommune er sat til at mægle og lave en samarbejdsaftale de to parter imellem.
Inden den når at blive lavet, skulle Ranum Multikulturhus i aftes holde ordinær generalforsamling. Normalt en udramatisk almindelighed med 8 deltagere, der efter få minutter går over til rullepølsemaden og kaffen. I år var det anderledes.
Byen havde varmet op til et stort slag. På den ene side havde Ranum Borgerforening varslet, at de stillede med en kandidat til bestyrelsen, fordi foreningen ønsker, at Ranum Multikulturhus er mere åbent og spiller en mere aktiv rolle i byen. Med nogenlunde samme intentioner stillede Ranum Efterskole også med kandidater på generalforsamlingen, og så var der dømt kampvalg.
På den anden side stod den siddende bestyrelse og dens mange støtter.
Medlemstallet i multikulturhuset er steget eksplosivt til 135 medlemmer op til generalforsamlingen, og af dem var de 121 mødt frem. Advokat Mogens Kjær blev udpeget som kampleder.
Han kom godt fra start. Husets formand, Lars Grinsted, aflagde formandsberetning, som blev taget til efterretning, og bagefter godkendte forsamlingen enstemmigt regnskabet, som blev fremlagt af revisor Tom Cortsen. Det viste i øvrigt et overskud på 71.839 kroner.
Generalforsamlingen var enige om at fastholde kontingentet på 100 kroner, og nye vedtægter blev endda også vedtaget uden indvendinger. Ville dramaet udeblive?
Kampvalg og omvalg
A. Aage Mortensen ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen. Det gjorde til gengæld Jan Krogh og Poul Engemand. Men knap havde Mogens Kjær spurgt om eventuelle andre kandidater, førend Kirstine Andersen, Matthew Danaher, Carina Overgaard og Kim Lysdahl blev bragt i spil. I en kort præsentationsrunde aflivede Matthew Danaher, som er ansat på Ranum Efterskole, rygtet om at skolen ønsker at overtage Ranum Multikulturhus. Det er byens hal, og der skal være plads til alle, påpegede han.
Medlemmerne måtte i gang med stemmesedlerne, og et lille kvarter senere kunne dirigenten annoncere, at Jan Krogh, Poul Engemand og Mathew Danaher var valgt til bestyrelsen.
Så skulle der vælges to suppleanter. Dirigenten besluttede, at medlemmerne skulle stemme på én af de tre kandidater; altså Carina Overgaard, Kirstine Andersen og Kim Lysdahl. Det fik efterskolens forstander, Olav Storm, til at afbryde Mogens Kjær og forlange, at man kunne stemme på to kandidater. Dirigenten indvilgede, men da havde nogle af de fremmødte allerede afleveret deres stemmesedler. Derfor besluttede Mogens Kjær, at afstemningen om suppleanter skulle gå om og foregå på stemmeseddel nr. 2. Resultatet hører vi om lidt senere.
Fejde mellem formand og forstander
Mens stemmetællerne fik styr på suppleanterne, kunne generalforsamlingen nemlig få ordnet dagsordenens sidste punkt; eventuelt. Det blev til en følelsesladet debat, der kom til at handle om multikulturhusets cafeteria, som efter nogles mening har for lidt åben. Men efter bestyrelsens og forpagter Lars Borregaards opfattelse er det ikke rentabelt at holde mere åbent.
Nogen klappede af det ene synspunkt. Andre af det andet.
Heidi Jakobsen fra Ranum Borgerforening insisterede på, at Ranum Multikulturhus skal være et samlingssted, hvor man kan komme og hænge ud og købe mad i cafeteriet.
Men bestyrelsesformand Lars Grinsted slog fast, at de, der byggede huset, så det som et sportssted og ikke et hænge-ud sted. Og tilføjede, at Ranum Efterskole har købt Ranum Skole, som kan bruges til den slags.
Olav Storm var uenig. Han kaldte det en misforståelse, og påpegede, at det netop hedder "Ranum Multikulturhus" og derfor ikke er forbeholdt sportsaktiviteter.
Efterhånden stod det klart, hvorfor det ikke er lykkedes Lars Grinsted og Olav Storm at få en frivillig samarbejdsaftale i hus. Da sidstnævnt begyndte at referere til uregelmæssigheder fra sidste års generalforsamling, kvitterede Lars Grinsted med at kalde Olav Storm for en mand "fuld af løgn".
Dirigenten havde sit at gøre, og der kunne anes en smule ironi, da han sluttede generalforsamlingen af med en tak for god ro og orden.
Forlangte omvalg
Men inden han kom så langt, skulle resultatet af suppleantvalget afsløres. Og det blev tæt - men faldt ud til Carina Overgaards og Kim Lysdahls fordel.
Da Olav Storm erfarede, at nogle stemmer var kendt ugyldige, fordi nogle medlemmer havde brugt en anden stemmeseddel end den med nummer 2, traskede han igen op til dirigenten og tog ordet. Afstemningen var ugyldig og skulle gå om, forlangte han.
Men Mogens Kjær afviste denne gang klagen og fastholdt, at hvis man ikke havde brugt den rigtige stemmeseddel, var det fordi, man ikke havde hørt efter.
Og så var der ellers smørrebrød og hyggesnak efter generalforsamlingen.
Ranum Multikulturhus' nye bestyrelse består herefter af:
Lars Grindsted
Poul Engemand
Jan Krogh
Per Dalsgaard
Bjarne Larsen
Steen Poulsen
Matthew Danaher