Støtteforeningen Hessels Venners kunne 6. december 2023 fejre 50 års jubilæum, men det markeres først i forbindelse med Hessels sæsonåbning i år.
I 1960'erne kunne et par fremsynede mænd, Jens Jensen og Bugge Vegger, se muligheden i at bevare den gamle herregård Hessel for fremtiden. De tog initiativ til at gå til amtsrådet. I 1966 køber det daværende Aalborg Amt Hessel, der på det tidspunkt var en forfalden og nedslidt lille herregård. Stiftamtmand J. A. Lorck foreslog, at der blev oprettet en støtteforening med det formål at hjælpe med finansieringen af restaureringen af Hessel.
I 1973 blev foreningen en realitet, der blev indkaldt til en stiftende generalforsamling d. 6. dec 1973. I vedtægterne står der bl.a., at foreningens navn er Hessels Venner. Foreningens formål er at være støtteforening for den selvejende institution Hessel og kulturelt og økonomisk at yde bistand til dette landbrugs- og interiørmuseums virke og drift. Bugge Vegger blev foreningens første formand.
Der er sket meget i de 50 år, der er gået. Foreningen har gennem alle årene støttet op om Hessel både økonomisk og ved at bidrage til at formidle vores kulturarv.
Foreningen har i dag cirka 300 medlemmer, og medlemstallet har været meget stabilt de seneste år.
Hessels Venner har et tæt samarbejde med Hessels ledelse og personale.
Mange af medlemmerne i Hessels Venner er meget aktive ved de store aktivitetsdage. Her er marklauget meget involveret i tilrettelæggelsen af dagene og kommer med deres gamle maskiner, som arbejder på markerne. De forskellige håndværkslaug arbejder i værkstederne og børnene kan komme og være med. Køkkenpigerne samt øl og snapselauget deler smagsprøver ud og fortæller om deres arbejde. Vognlauget kører kaperkørsel, og veterantraktorerne med vogne kører rundture med gæsterne. Cafelauget servicerer alle de frivillige og passer cafédriften.
I de seneste 10- 15 år er der blevet etableret flere forskellige laug, og der kommer stadig nye laug til: Det seneste er et dragtlaug, der syr dragter til de forskellige laug, så alle efterhånden er klædt, som de var klædt i slutningen af 1800-tallet, og i tøj der passer til det laug, de repræsenterer.
I anledningen af Hessels Venners 50 års jubilæum inviterer foreningen til reception på Museet Herregården Hessel tirsdag d. 30. april.
Om aftenen afholder foreningen den traditionelle Valborgaften med bål, fællessang og fortællinger.