Årets helt store fest på Vesthimmerlands Gymnasium løb af stablen lørdag aften, hvor især gymnasiets 3g’ere lægger sig i selen for at skabe de helt perfekte rammer for deres sidste gymnasiegallafest, hvor de skal danse Les Lanciers og feste med venner og forældre.
I ugerne op til festen knokler lærere og elever for at pynte op til det årlige tema, som i år var The Great Gatsby – så der var guld og sølv og fjer og pokerborde og overdådighed til den helt store guldmedalje.
Årets 10-årsjubilarer var inviteret til champagne og spisning, og der var som altid gensynsglæde over at møde velkendte ansigter både blandt tidligere lærere og klassekammerater på det gamle gymnasium.
Festens højdepunkt var som altid Les Lanciers, hvor 3g’erne skal igennem 5 danse i den traditionelle selskabsdans, som de gennem lang tid og sene, men hyggelige eftermiddage på gymnasiet, har øvet sig i, for at forældrene kan nyde synet af de mange, flotte kvadriller, der taktfast danser sig igennem de mange buk og nej og sving og ”komplimenter” og ”møller”.
Efter Les Lanciers blev der vanen tro spillet op til dans helt frem til midnat, kun afbrudt af anden omgang Les Lanciers, hvor både forældre og tidligere elever havde muligheden for enten at lære eller genopfriske trinene.