Bestyrelsen er træt af at bruge energi på dårlige betalere.
Tekst: Per Lyngby
I den kommende sæson bliver det således, at spillerne i FUIK skal betale deres kontingent, før sæsonen starter.
Denne beslutning fortalte klubbens formand, Magnus Bojer, om på generalforsamlingen, som fredag aften havde samlet 40 deltagere i klublokalet ved Dronning Ingrid Hallerne.
Baggrunden for dette er, at bestyrelsen ikke længere vil bruge tid og energi på de dårlige betalere, som der er kommet en del flere af de seneste år. Alene i 2023 var der således kontingentrestancer for mere end 11.000 kr. i FUIK - penge, som bestyrelsen skal bruge energi på at inddrive, og som de i mange tilfælde aldrig får. Derfor er budskabet nu klart og tydeligt: Hvis du vil spille fodbold i FUIK, så betal dit kontingent før turneringen starter!
Trods bøvlet med de dårlige betalere var det dog en optimistisk formand, som aflagde beretning om det forløbne år i fodboldklubben. Ganske vist måtte førsteholdet rykke ned to gange - i foråret fra jyllandssserien efter nogle turbulente dage, hvor man først troede, at eksistensen var reddet, men hvor DBU Jylland havde forkludret sin kommunikation godt og grundigt for til slut at ændre på de vilkår, som oprindeligt var meldt ud til klubberne før de afgørende kampe. Det resulterede i en velbesøgt play off kamp mod Løgstør, som helt fortjent sikrede sig pladsen i jyllandsserien. Andetholdet opvejede lidt på tingene ved at sikre sig oprykning til serie 3, og så kunne formanden glæde sig over, at der nu er 4 seniorhold hos herrerne og en særdeles velfungerende dameafdeling med både 11- og 7-mandshold.
Jubilæum og ny tøjordning
50-års jubilæet for FUIK blev også berørt, det gav anledning til en flot reception og en særdeles vellykket jubilæumsfest i efteråret, hvor gamle og nuværende FUIK'ere fejrede deres klub. Samme dag blev der udnævnt 3 nye æresmedlemmer: Kim Nyby, Ernst Rieks og Jens Røschmann.
På ungdomsfronten er FUIK blevet DBU Børneklub, og det forpligter, så man i klubben nu skal forpligte sig til at fuldføre sine ambitioner på vegne af de mange ungdomsspillere, fastslog Magnus Bojer.
Også på ungdomsfronten sker der nyt i den kommende sæson, kunne formanden fortælle. Man vil således gå bort fra en ordning, hvor ungdomsspillerne har fået deres personlige spilledragt. I stedet bliver der nu indkøbt spillesæt, så spillerne får uddelt spilletøj i forbindelse med kampe, medens de så får en personlig trænings t-shirt.
"Dette gør vi for allerede i ungdomsårgangene at skabe en omklædningskultur, som også skal styrke sammenholdet mellem spillerne. Her har man hidtil har været udfordret af, at spillerne ofte er taget direkte hjem fra kampene", sagde Magnus Bojer om baggrunden for det nye initiativ, som høstede anerkendende nik fra deltagerne i generalforsamlingen.
Ellers bød beretningen på tilbageglimt på stort og småt fra det forløbne år, hvor man bl.a. markerede, at FUIK har deltaget ved Vildbjerg Cup i 40 år, hvilket kastede en stor pokal af sig fra arrangørerne, da man deltog med 6 hold i 2023.
I forbindelse med indgåelsen af en ny hovedsponsoraftale med Sparekassen Danmark er stadion omdøbt til Sparekassen Danmark Arena. Desuden vil der ske flere ændringer på stadion i den kommende sæson, hvor cindersbanen omkring opvisningsbanen skal fjernes. Desuden er der søgt midler til anskaffelse af et nyt stadionur til erstatning for det nuværende, som sjældent er i drift på grund af tekniske problemer.
Der var genvalg til Kristoffer Vorre, Mikkel Tejlgaard og Kathrine Krebs på bestyrelsesposterne, og Magnus Bojer blev ligeledes genvalgt som formand, som der er tradition for og vedtægtsgrundlag for i klubben.
Kasserer Rikke Øgaard fremlagde regnskabet, der viser en omsætning på 386.062 kr. og et overskud på 57.960 kr. Ikke mindst den vellykkede byfest var med til at sikre det resultat i klubben, der også havde pæn fremgang i sponsorindtægterne i 2023 - noget som ser ud til at fortsætte i 2024, kunne Rikke Øgaard fortælle. Klubben har indløst 30.000 kr. fra FUIK's Venner, som mødte op til jubilæumsreceptionen med 150.000 kr. De resterende 120.000 kr. kommer til at indgå i regnskabet for 2024, hvor de er medtaget i budgettet.
Generalforsamlingens deltagere mindedes sammen med formanden æresmedlem Per Just Sørensen, som døde mandag.