Af Jacob Dalgaard
Regionens planer om at lukke skadeklinikken på Farsø Sygehus rammer hårdt i den vesthimmerlandske del af Region Nordjyllands område. Det mener Ældrerådet i Vesthimmerland, som ser ind i, at mange ældre såvel som unge fremover vil få en meget lang køretur til vagtlæge i Aalborg samt - formentlig lang ventetid på Aalborg Sygehus.
Det fremgår af et høringssvar, som Ældrerådet har sendt til regionen.
Forretningsudvalget i regionen besluttede 12. februar at sende disse tre forslag i høring:
• Reducering i tilstedeværelse af speciallæge i traumatologi i Thisted
• Lukning af Skadeklinikken i Farsø
• Lukning af Småskadeklinikken i Hobro.
Der er lige langt fra Aalborg til Farsø som omvendt
I sit høringssvar kommer Ældrerådet i Vesthimmerland med et andet forslag til politikerne:
"En nærliggende mulighed for en fremadrettet bedre udnyttelse af bemandingen på Skadeklinikken i Farsø kan være at visitere flere patienter til Farsø i stedet for Aalborg. Dette vil formentlig aflaste nogle af de til tider lange ventelister som patienterne oplever på Sygehuset i Aalborg."
Der er i gennemsnit 9 patienter om dagen på skadeklinikken i Farsø. Der har dog været adskillige eksempler på, at vagtlæger ikke har henvist patienter fra Vesthimmerland til Farsø - men til Aalborg.
I høringsmaterialet har regionen vurderet, at der kan spares 2 millioner kroner årligt svarende til cirka 55 kr. pr. indbygger i Vesthimmerland.
Det er desuden regionens vurdering, at kun en lille andel af patienterne, der aktuelt benytter skadeklinikken i Farsø, vil søge mod Aalborg, da der er tale om begrænsede skader.
Der er høringsfrist den 5. marts på forretningsudvalgets forslag.