Som afslutning på vinterens foredragsrække, havde Folkeuniversitetet i Vesthimmerland arrangeret en tur til Aalborg Kloster. Her fik de 25 deltagere en meget interessant og engageret rundvisning både ude og inde af en af de 30 beboere på klosteret.
Aalborg Kloster blev grundlagt i 1431 af en af datidens aalborgensere, Maren Hemmings. Hun skænkede et stykke jord til byen, hvor der blev oprettet et helligåndshus, en institution, hvor fattige, syge, handicappede og trængende kunne bo og få hjælp.
Der boede både munke og nonner i klosteret, adskilt i hver deres fløj og med hver deres arbejdsopgaver. Trods adskillelsen, gik det alligevel galt for en munk og en nonne. Nonnen blev gravid og prioren (forstanderen) gjorde kort proces; munken blev halshugget og nonnen blev muret inde i en søjle i kælderen. De spøger naturligvis begge to på klosteret!
Efter Reformationen, hvor alle klostre i landet lukkes, overgår Aalborg Kloster til Stiftshospital, og der oprettes en latinskole, som eksisterer i de næste 300 år.
Under 2. verdenskrig, var klosteret centrum for Churchillgruppen. To af medlemmerne, og initiativtagere til gruppen, var sønner af klosterpræsten i Aalborg. Familien boede i præsteboligen i klosteret, og i et af rummene er der indrettet en udstilling om modstandsgruppen.
I dag er Aalborg Kloster drevet som en selvejende institution med en bestyrelse bestående af øvrighedspersoner i Aalborg.
Har man lyst til at bo i en af de 26 lejligheder, kan man skrive sig på venteliste og derefter komme til samtale, når der bliver en lejlighed ledig, hvilket ikke sker særlig ofte.
Fotos: privat