Dagli'Brugsen i Overlade ønsker at erstatte de gamle prisskilte på hyldeforkanterne med elektroniske skilte.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der er meget tid at spare ved at erstatte de manuelle prisskilte på hyldeforkanterne ud med elektroniske. Men det er også dyrt.
I DagliBrugsen Overlade har uddeler og bestyrelse gjort regnestykket op og besluttet sig for at investere. Uddeler Sanne Ørndrup siger, at brugsen har 4.000 varenumre, så det er mange små prisskilte, som personalet løbende går og udskifter. Bestyrelsen har lænet sig op af erfaringer fra Dagli'Brugsen i Hvalpsund, hvor man har opgjort tidsforbruget til 10 timer om ugen. Samtidig minimerer de elektroniske skilte også antallet af fejl.
Omkostningerne ved at skifte papirprisskilte vil Sanne Ørndrup hellere bruge på flere "ja tak"-tilbud.
Bestyrelsen bakker op
Det koster 212.000 kroner at gå over til elektroniske prisskilte. Men Brugsens bestyrelse bakker op, og bestyrelsens aktivitetsudvalg har arrangeret et stort bankospil i Overlade hallen den 14. marts for at samle penge ind til investeringen. Udvalget består af Dorte Rump, Charlotte Lassen, Poul Engemand, Lene Davidsen og Anne Lyngaa.
Bankospillet indledes med spisning, hvor det lokale madhold i Overlade står for maden. Billetsalget starter i dag.
Bankospillet kommer næppe til at dække hele investeringen, erkender brugsens bestyrelsesformand Sven Andersen. Derfor vil Brugsen også forsøge at hente støtte fra fonde.