Der var genvalg som formand til Benny Hansen fra Løgstør, da DGI Nordjylland i onsdags holdt årsmøde.
125 deltagere fik onsdag aften et skud foreningsliv til DGI Nordjyllands årsmøde, hvor der var fokus på foreningslivets stærke potentialer. Ud over det klassiske indhold til en generalforsamling, var der spot på alle de forskellige muligheder foreningerne har for at indgå i samarbejder, og få støtte fra flere forskellige partnere.
" Vi oplever i DGI at alles øjne i øjeblikket er rettet mod foreningslivet, og de muligheder lokale fællesskaber byder på", fortæller formand for DGI Nordjylland Benny Hansen og fortsætter,
"Vi er rigtig mange aktører i det danske samfund, der vil foreningslivet – og vi er færdige med at diskutere om det er en god idé at understøtte nordjyske foreninger. I stedet taler vi om, hvordan vi på tværs af kommune, organisationer, forening og andre parter, i tætte samarbejder, støtter bedst muligt".
Et foreningsliv i udvikling
Nordjysk foreningsliv blomstrer - og det afspejler sig også i de seneste medlemstal, hvor mere en 7400 er kommet ind i DGI Nordjyllands medlemsforeninger. Det er en markant fremgang, der vidner om stærke lokale initiativer og et ønske om sunde fællesskaber.
"Der er ingen tvivl om at nordjyderne gerne vil stærke fællesskaber – og det er lige præcis det, foreningslivet kan. Her er plads til alle, hvis vi formår at skabe rammerne. Det er en fælles opgave og vi er står ikke alene. Vi ser flere og flere lokale projekter, hvor et helt lokalsamfund på tværs af foreninger, skole, erhvervsliv rykker tættere sammen for at møde fremtiden", slutter Benny Hansen af.
Ny bestyrelse i DGI Nordjylland
Årsmødet bød på mange valghandlinger, da Johanne Bugge fra St. Restrup IF og Bøje Lundtoft fra Pandrup, trådte ud af bestyrelsen uden for tur. Herudover stopper Anton Christensen til fordel for opgaver i DGI Skydning på landsplan. Derfor skulle der med ændring på næstformandsposten gennemføres valg til 6 pladser i bestyrelsen. Benny Hansen fra Løgstør blev genvalgt til formand. På næstformandsposten er der et nyt ansigt i form af Maj-Britt Kjær Sørensen fra Vestbjerg, som derfor overlod hendes plads i bestyrelsen til et nyt ansigt.
Carina Bæk fra Vrå, Thomas Østergaard fra Aalborg og Torsten Topbjerg fra Støvring modtog alle genvalg til bestyrelsen. De nye ansigter i DGI Nordjyllands bestyrelse er Lene Aalestrup fra Støvring, Ole Jørgensen fra Koldby og Andreas Ingerslev Larsen fra Hjallerup.
"Det er et stærkt hold vi har fået ind i bestyrelsen med mange forskellige kompetencer", fortæller Benny Hansen og afslutter;
"VI er stærkt forankret i nordjysk foreningsliv, samtidig med at vi har et indgående kendskab til kommunale perspektiver, til erhvervslivet og til efterskolen".
Årets Idrætsforening
En vigtig del af årsmødet handler om at hylde alle de frivillige kræfter, der hver eneste dag arbejder for at alle nordjyder kan gå til aktiviteter i foreningslivet. I år blev det Bjergby-Mygdal IF, der løb med titlen som Årets Idrætsforening og prisen på 20.000 kr. til foreningens arbejde. Vestbjerg IF fik en flot anden plads og Skibsby-Højene IF løb med tredjepladsen.
Pressemeddelelse via Ritzau