Hele sit voksenliv har Anne-Christine Kristensen arbejdet på Shell i Løgstør. Nu er hun blevet chef.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det var i 2006 eller 2007, Anne-Christine Kristensen som cirka 19-årig blev ansat på Shell-tanken i Bredgade i Løgstør. I mange år har hun passet jobbet som lønnet medarbejder, men fra årsskiftet fik hun ny status som forpagter.
Den trofaste medarbejder fik tilbudt at forpagte tanken af Brian Holm Jensen, som ejer tanken og har drevet den i en lang årrække. Anne-Christine takkede ja til tilbuddet, og hun vidste, hvad hun gik ind til.
Gennem det meste af to årtier har hun fulgt udviklingen på tanken, som ligger på en omdiskuteret strækning i byen, hvor både borgere og politikere har kæmpet for at begrænse trafikken. Det førte i 2015 til åbningen af en omfartsvej, der skulle lede trafikken udenom Bredgade og Shell. Der er også indført gennemkørsel forbudt for lastbiler.
Men det har ikke haft betydning for salget af benzin og diesel på tanken, fastslår Anne-Christine Kristensen. Det skyldes ikke mindst nogle faste storkunder, som har holdt ved. Den nye forpagter ser heller ikke markedet for brændstof forsvinde foreløbigt, da lastbiler ikke lige står for at blive udskiftet til el.
Men den første ladestander er dog sat op på tanken. Den mangler kun at blive koblet på elnettet. Og flere ladestandere kan hurtigt sættes op, siger Anne-Christine Kristensen.
Desuden har Shell-tanken gennem flere år været central for udlevering af pakker, og det har også sikret et vist flow i butikken, der også tilbyder et pænt udvalg af fast food.