I "Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2024" analyseres det, hvordan Danmark påvirker udledningen af drivhusgasser uden for Danmark – både positivt og negativt. Rapporten opgør blandt andet klimaaftrykket fra danskernes forbrug til 64 millioner ton CO2e – 11 ton per dansker.
Energistyrelsen udgiver i dag "Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2024", der blandt andet sætter tal på, hvad danskernes forbrug koster på den globale klimakonto. Rapporten er et supplement til den årlige klimastatus og -fremskrivning, som beskæftiger sig med udledningerne inden for Danmarks grænser.
Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er opgjort til 64 mio. ton CO2e i 2022. Det svarer til ca. 11 ton CO2e per dansker. CO2e står for CO2-ækvivalenter og er en enhed for drivhusgasudledninger. Den bruges til at sammenligne forskellige gassers klimaeffekt.
Læs "Danmarks globale klimapåvirkning - Global afrapportering 2024"
Når vi køber varer i udlandet, og når danske handelsskibe fragter gods sømil efter sømil, sætter det et klimaaftryk uden for Danmarks grænser. Omvendt bidrager Danmark til andre landes grønne omstilling med klimadiplomati og eksport af grøn teknologi samt et omfattende myndighedssamarbejde rundt om i verden.
I rapporten opgøres udledningerne forbundet med de varer og serviceydelser, som Danmark har importeret, forbrugt og eksporteret. Rapporten giver også et kig ind i fremtiden: Klimaaftrykket for forbrug fremskrives til 2035 på baggrund af forskellige scenarier. Endelig suppleres med en opgørelse af klimaaftrykket af de offentlige indkøb samt en analyse af en række nøgletal for forbrugsområder med et væsentligt klimaaftryk.
Danmark rådgiver om grøn omstilling
I forhold til Danmarks forbrug i fremtiden viser Energistyrelsens beregninger, at danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk vil falde til mellem 30 og 49 millioner ton CO2e i 2035, alt efter hvordan omverdenen udvikler sig. Hvis verdens lande gør en fælles indsats for at begrænse de globale temperaturstigninger, bliver danskernes klimaaftryk uden for Danmarks grænser mindre.
Opgørelsen viser dermed tydeligt, at udviklingen i klimaaftrykket fra vores forbrug i høj grad afhænger af den globale klimaindsats og den grønne omstilling i de lande, som Danmark handler med. Rapporten gør rede for, hvordan Danmark skubber på, for at andre lande og aktører øger deres ambitioner på klimaområdet.
Danmark anses som et af de førende lande inden for grøn energiomstilling. Ved at trække på lang erfaring med grøn omstilling af energisystemet kan Danmark rådgive andre lande til at reducere udledninger forbundet med produktion og forbrug af energi. Danmark samarbejder med statslige, regionale og lokale myndigheder i 24 lande, som tilsammen står for ca. 70 procent af verdens CO2-udledninger.
FAKTA
Global afrapportering