Byrådsmedlem Kirsten Moesgaard bliver i et læserbrev hængt ud af sin egen lokale partiformand, Ernst Pinstrup Sørensen, der beskylder den garvede politiker for at komme med urigtige udtalelser i Nordjyske.
Af Jacob Dalgaard
Det har længe ulmet i den konservative byrådsgruppe, hvor Kirsten Moesgaard adskillige gange har stemt imod sit eget parti. Ikke mindst i det magtfulde Økonomiudvalg, hvor hun har sæde.
Men med gårsdagens læserbrev fra Ernst Pinstrup Sørensen, kan man vist roligt sige, at der er gået hul på bylden.
"Som formand for de konservative i Vesthimmerland igennem mange år har jeg oplevet meget, men jeg har sjældent set så mange urigtige udtalelser i en artikel i Nordjyske den 18/5-17," skriver Ernst Pinstrup Sørensen og hentyder til en artikel om samarbejdet med borgmesteren.
"Vi har det som bestyrelse fint med mangfoldighed og forskellighed, men man vasker sit vasketøj inden døre, og ikke gennem Nordjyske. Byrådsgruppen har i flere år bare trukket på skulderen, men i bestyrelsen ville vi ikke finde os i det. Enten er man med på holdet, eller så er man ikke. Vi troede vi havde en "aftale” med fru Moesgaard om vores spilleregler, men det viste sig desværre, at hun alligevel gjorde som det passede hende."
Kirsten Moesgaard afviser kritikken
K-formanden kommer i sit indlæg med en lang række kritikpunkter af Kirsten Moesgaard, som han også mistænker for at positionere sig til at stille op for et andet parti eller en lokalliste til det kommende valg. Hun meddelte i august sidste år, at hun ikke genopstiller for Konservative.
Men i et læserbrev tager Kirsten Moesgaard til genmæle på kritikken. Hun giver her en detaljeret beskrivelse af, hvornår hun har sagt og gjort dette og hint og tilbageviser således Ernst Pinstrup Sørensens anklager.
Hvorvidt hun stiller op til byrådsvalget for et andet parti eller en anden liste, kommenterer hun ikke. Men hun erkender, at hun har stemt sammen med A, V og SF i økonomiudvalget, hvorved hendes partifælle, borgmester Knud Kristensen, erk ommet til at stå alene.
"Måske kunne det give stof til eftertanke," slutter hun.