Der sker store forandringer på Vitskøl Kloster i denne tid, hvor flere bygninger rives ned og nye skyder op.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I den forløbne uge er nogle ældre bygninger ved Vitskøl Kloster blevet revet ned på vestsiden af Viborgvej. Disse bygninger har været anvendt til bygningsvedligeholdelseslinjen på TAMU-skolen, der driver klosteret. Bygningerne skal ikke genopføres. Arealet skal i stedet anvendes til etablering af et underjordisk renseanlæg, hvorfra spildevand fra klosteret ledes renset ud i Limfjorden.
Det nye rensningsanlæg er blot en lille del af det kolossale anlægsarbejde, der i disse måneder pågår på det gamle kloster, der blev grundlagt i 1158. Hele kloaknettet bliver også udskiftet.
På sydøstsiden af klosteret er håndværkere langt henne med at opføre en firlænget bygning, der skal erstatte de gamle kollegiebygninger fra 1950'erne, som ligger syd for Bjørnsholmsvej. Den nye bygning kommer til at indeholde 27 værelser med i alt 30 sengepladser, fitnessrum og fælles opholdsrum.
Den nye kollegiebygning kan således rumme halvdelen af de 60 elever, der går på TAMU-skolen. Resten pendler til og fra skolen. De gamle kollegiebygninger bliver revet ned, når det nye står færdigt. Allerede nu er det gamle Fjordbo i udkanten af skoven også blevet revet ned.
Ved siden af kollegiebygningen opføres en ny cafébygning. Driftsleder på Vitskøl Kloster, Kim Frost, forklarer, at den nye cafébygning, hvor man kan købe frokost, is og andre spændende ting, skal være klar til indvielse i starten af maj. Bygningen bliver samtidig indgang til klosterhaven, som er et yndet udflugtsmål for turister.
Netop turisme er blevet en ny uddannelse på TAMU-skolen, hvor der i forvejen tilbydes uddannelser indenfor landbrug, naturpleje, byggeri og kantine og service. Turisterne er allerede begyndt at indtage Vitskøl Kloster, der sidste år blev en del af Danhostel med 35 fine sengepladser i klosterets vestfløj. Af samme årsag har TAMU taget konsekvensen og besluttet også at holde åbent i juli måned.
- Alt, vi foretager os herude, skal være arbejdspladslignende, og det afspejler sig også i vores åbningstider for turisterne. Uddannelse indgår i alt her på TAMU, siger Kim Frost, der garanterer sine elever et job, når de har bestået en uddannelse på TAMU-skolen.
Midt i det store byggerod bliver der den 24. april tid til at genåbne Det blå værelse på klosterets østfløj. Det blå værelse blev ødelagt af en brand i februar 2018. Med assistance fra Bevaringscenter Nord er de unikke tapeter i værelset blevet genskabt. Værelset vil være en del af de rundvisninger, som hver måned vil blive afholdt på klosteret.
Vitskøl Kloster ejes af Fonden Til Vitskøl Klosters Bevarelse, som har TAMU boende til leje. Byggeprojekterne på klosteret realiseres med støtte fra Den A.P. Møllerske Familiefond på 25 millioner kroner og Realdania på 5 millioner kroner.