Fem personer indvolveret i trafikulykke i Gatten tirsdag eftermiddag.
I går klokken 16.06 skete der et alvorligt færdselsuheld på Aggersundvej syd for Gatten. Et ældre ægtepar fra Hornum ville foretage et venstresving ind ad Bjørnstrupvej, men idet den ældre mand fra 1929 svingede, blev hans bil ramt af en anden bil, som i det samme var i færd med at overhale en række på 5-6 biler.
Ved sammenstødet væltede ægteparrets bil om på siden, begge pådrog sig mindre alvorlige knubs. Kvinden i bilen slog dog sin arm.
Den overhalende bil blev ført af en mand fra Brovst med en fødselsattest fra 1997. Han havde to andre unge mennesker med i bilen, som efter sammenstødet endte i grøften. Alle tre blev kørt til tjek på sygehuset - den ene med et forslået knæ.