Med Kirsten Moesgaard i spidsen har en ny lokalliste set dagens lys til det kommende kommunalvalg, som afholdes den 21. november.
Foreløbigt har 9 navne fundet vej til den nye liste, der nu efter lang tids spænding ser dagens lys. Det er det nuværende byrådsmedlem og tidligere medlem af Konservative, Kirsten Moesgaard, der tegner partiet som spidskandidat.
I VestHimmerlandsListens valgprogram hedder det, at den "vil bakke op om udviklingen i vore lokalområder uden at miste overblikket over helheden."
Også kandidaterne på listen er spredt geografisk over det meste af kommunen. Kirsten Moesgaard er selv fra Farsø. De næste på listen er Jens Erik Lausten (Løgstør), Annette Vahlgreen (Aalestrup), tidligere borgmester i Farsø Jette Thomsen (Gatten), Gitte Straagaard Holm (Vognsild), Jacob Gelardi Davidsen (Overlade), Jørgen Gravesen (Ertebølle), Karina Rye Pedersen (Løgstør) og Tove Østergaard (Aars).
Klar til borgmesterjob
Kirsten Moesgaard er en garvet politiker og har i en årrække siddet i både byråd og regionsråd. Selv om hun tidligere på året forlod Det Konservative Folkeparti afviser hun, at den nye liste er en protestliste.
- Det vil jeg ikke spilde livet på. Det er derimod en liste, der kigger fremad, hvilket også kan læses i vores program. Jeg har dannet listen, fordi jeg er blevet opfordret til det fra flere sider, fastslår Kirsten Moesgaard.
Når stemmerne er talt op på valgaftenen den 21. november, er Kirsten Moesgaard parat til at påtage sig den rolle, som vælgerne skulle give hende. Også hvis det skulle ende med en borgmesterpost.
VestHimmerlandsListen er endnu så ny, at den ikke har indgået valgforbund med andre partier. Men Kirsten Moesgaard regner med, at listen vil indgå et valgforbund med Venstre.
Mærkesager
Den nye listes valgprogram rummer en række visioner, som alle øvrige partier også kan tilslutte sig. På andre områder bliver programmet lidt mere konkrete. Eksempelvis ønsker listen at udnytte kommunens naboskab til Limfjorden med fokus på ny havnefront i Løgstør, lysebådehavnen i Rønbjerg og udvikling af området ved lystbådehavnen i Hvalpsund.
Desuden skal der støttes op om små byer, kunst og kulturlivet i hele Vesthimmerlands Kommune, ligesom Farsø Sygehus sikres opbakning i valgprogrammet.
"Vi er stærkt optaget af, at vores erhvervsliv er godt og sundt og har gode vilkår. Det giver bosætning og råd til alle vore ønsker. Kommunens indkøbspolitik skal tilgodese de lokale mest muligt," hedder det endvidere i programmet.
Kirsten Moesgaard oplyser, at der er yderligere et par personer, der netop nu overvejer at stille op for VestHimmerlandsListen.