I den kommende til vil man kunne se medarbejdere fra Vesthimmerlands Kommune færdes på heder, overdrev og moser og i enkelte tilfælde enge.
Naturarealerne skal kortlægges for at gøre den fremtidige sagsbehandling ved miljøgodkendelser af husdyrbrug hurtigere og mere målrettet. Opgaven blev bestemt i Fødevare- og Landbrugspakken fra 2015. Opgaven løber over to år; 2018 og 2019. Feltsæsonen starter begge år 1. maj og løber til 30. september.
- I Vesthimmerlands Kommune skal vi ud og kortlægge cirka 200 arealer begge år. Arealerne er fordelt over hele kommunen. Det er udvalgte arealer, der ligger inden for 1000 meter fra husdyrbrug med mere end 75 DE (dyreenheder) – dog 25 DE for pelsdyr, der skal kortlægges, forklarer Lone Kjær, hortonom og natursagsbehandler i Teknik- og Økonomiforvaltningen.
Kommunen har modtaget en teknisk anvisning fra Miljøstyrelsen for, hvordan kortlægningen skal foregå. Resultaterne skal tastes ind i Naturdatabasen under Danmarks Miljøportal. Det betyder at alle data bliver offentligt tilgængelige.
Kommunens naturmedarbejdere skal vurdere, hvor grænsen på naturarealet går, og der skal laves en botanisk undersøgelse.
- Vi forventer, at hver kortlægning vil tage mellem 1-3 timer alt efter arealets størrelse og tilstand. En overdrevsskrænt med mange forskellige plantearter vil tage længere tid end en mose, hvor der hovedsageligt vokser tagrør og brændenælder, forklarer Lone Kjær.
På kortet ses en masse røde områder. Det er inden for disse områder, Kommune skal kigge på omkring 200 naturarealer i år og yderligere cirka 200 i 2019.