I Vesthimmerland bor der hele 75 forskellige nationaliteter, og denne mangfoldighed blev i går fejret med en International Dag i Messecenter Vesthimmerland.
Borgmesteren slog over i engelsk, da han bød velkommen, og en tur rundt i den ene af messecenterets haller vidnede i går om, at Vesthimmerland er meget andet end frikadeller og brun sovs.
Med International Dag ville arrangørerne netop hylde den mangfoldig fra hele verden, som faktisk også er repræsenteret i Vesthimmerland med hele 75 forskellige nationaliteter.
Til stede var både flygtninge, indvandrere og udvekslingsstudenter, som har sat teltpælene i jorden netop her i Vesthimmerland. Men også danskere var mødt op for at deltage i det internationale kulturmøde. Lokale virksomheder, institutioner og foreninger havde stillet boder op med tips om karriere, oplevelser i Vesthimmerland, kultur- og fritidstilbud, og flere madsteder med internationalt tilsnit bød på lækkert mad fra andre himmelstrøg end Vesthimmerland.
Den Internationale Dag er arrangeret i et tæt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune, Jobcenter Vesthimmerland, Erhverv Væksthimmerland, lokale foreninger og virksomheder.