Virksomheden har store forventninger til nyt produkt, som ventes at skabe nye arbejdspladser i Løgstør.
Af Jacob Dalgaard
Lige siden udbruddet af corona i Danmark for et år siden, har Vepidan, som holder til i det gamle apotek i Østerbrogade i Løgstør, arbejdet på at udvikle et produkt, der forhindrer overførsel af virussmitte ved håndkontakt. Det er nu lykkedes, og Vepidan har sikret sig patent på produktet, der nu er på vej ud til forbrugerne.
I første omgang kan den nye beskyttelsesgel købes på apotekerne. Produktet indeholder Carrageenan. Carrageenan binder og neutraliserer vira og bakterier ved at danne en fysisk indkapsling af de smitsomme partikler, som derved ikke længere kan trænge ind i vores celler og fremkalde sygdomme som bl.a. Covid-19.
Farmaceut Lars Ibsen fra Vepidan forklarer, at gelen ikke slår vira ihjel ligesom håndsprit, men gelen gør, at man i flere timer ikke kan føre vira videre. Når man så vasker sine hænder, skyller man vira og bakterier med ud.
Produktet lanceres i første omgang sammen med en mere traditionel sprit gel til hånddesinfektion, men Vepidan arbejder allerede nu på en version 2 af beskyttelsesgelen, således at hånddesinfektion med sprit fremover helt kan undgås.
Og perspektiverne er store, forudser Lars Ibsen. Beskyttelsesgelen er netop nu på vej ud i handlen, hvor 500 ml forventes at koste i omegnen af 140 kroner. Men Vepidan har også blikket rettet mod udlandet, og Lars Ibsen håber, at det kan betyde, at der skal ansættes flere folk i Vepidan. Måske i et omfang, så virksomheden vokser helt ud af de nuværende rammer i det tidligere apotek.