En lokal velgører har med en donation gjort det muligt for den lokale Røde Kors afdeling at invitere samtlige frivillige på en heldagsudflugt til Skagen. Det havde godt halvdelen af foreningens frivillige takket ja til, og selskabet ses her ved afgangen lørdag morgen.
Butiksudvalget for Røde Kors butikkerne havde sørget for medbragt kaffe og rundstykker, som blev nydt ved Sæby sammen med en lille en til halsen. Herefter fortsatte selskabet til Skagen, hvor første stop var Skagens Museum. Her var der bestilt rundvisning, og nogle af museets største mesterværker blev præsenteret af de dygtige guider.
Bussen kørte derefter mod Grenen og satte deltagerne af ved Sandormen, der fragtede dem det sidste stykke vej ud til Grenen. Her ventede der en særlig oplevelse, idet en håndfuld sælunger havde valgt at slikke solskin på Grenen denne dag og kunne betragtes på ganske få meters afstand.
Herefter kørte man på en guidet rundfart i Skagen by, hvor guiden fortalte om husenes karakteristiske gule farve, om hvorfor der er hvide blonder på de røde tegltage samt berettede om de mange kunstnere, der flokkedes til byen, lokket af det fantastiske lys. Rundturen endte ved havnen, hvor guiden fortalte om stedets forvandling fra lille fiskerleje til at være Danmarks største industrihavn og anløbssted for nogle af verdens største krydstogtsskibe. Aftensmaden var bestilt på Restaurant Møllehuset, den ældste restaurant i Frederikshavn.
Efter Røde Kors reglerne beholder lokalafdelingen 66% af afdelingens overskud, som dermed anvendes til det sociale hjælpearbejde i lokalområdet.