Løgstør Købstads Vægterlaug laver guidede ture rundt i Løgstør hver onsdag aften det meste af sommerferien.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Siden den 19. juni har vægterlaugets opsigtsvækkende medlemmer guidet turister og lokale rundt i Løgstørs gader og fortalt om byens historie. I aftes var der 32 mennesker, der havde sluttet sig til rundvisningen, og det er rekord i år.
Der er altid to vægtere med, og selv om man er lokal, er der garanti for at lære nyt om Løgstør. Vægterne er godt inde i lokalhistorien, og i aftes kunne Finn Jensen og Leif Myrup blandt andet fremvise Løgstørs første skole fra 1765, som ligger i Vægtergade 22. Med til historien hører, at en del af skoleholderens løn var at lade sine dyr græsse i Skoleengen.
Det er ikke den samme tur, der tilbydes hver onsdag. Vægterne tager højde for hver og vind og går udenom havnen, hvis det blæser for meget.
Løgstørs mest kendte digter er Johan Skjoldborg, og derfor er han et obligatorisk indslag på turene. I aftes gjorde følget stop i Grønnegade, hvor der er fri udsigt op til Johan Skjoldborgs tidligere bolig ovenfor bakken, hvor han boede fra 1918 og til sin død i 1936. Et par vers af Skjoldborgs "Når vinteren rinder i grøft og i grav" blev også afsunget der midt på gaden.
Vægternes gode historier er rigt krydret med humor, og de starter altid ud for Vægtergade 25, og det er klokken 19.30 hver onsdag frem til og med den 31. juli.
Der er fire medlemmer i Løgstør Købstads Vægterlaug, som blev etableret i 2016. Tre af medlemmerne er over 70 år. Der er ikke nye lærlinge på vej ind i lauget, for selv om nogle er interesserede, kræver det også et meget godt lokalkendskab.