Borgerne i Vesthimmerland skånes for de helt store nedskæringer i 2018. Det er forventningen hele vejen rundt i byrådet, inden det afgørende budgetmøde, som holdes på torsdag.
Af Jacob Dalgaard
Gaver og regninger til vesthimmerlændingene deles ud på torsdag, når byrådets partier mødes i Gatten til budgetseminar. Mens der de senere år er blevet nedlagt både skoler og plejehjem og foretaget flere andre smertefulde indgreb for at få enderne til at nå sammen, ser situationen i år anderledes optimistisk ud.
De fleste partiers gruppeformænd udtrykte optimisme på torsdagens byrådsmøde, hvor budgettets grundlæggende del blev førstebehandlet. De alvorligste knaster bliver dog først forhandlet på plads på budgetseminaret.
De respektive politiske udvalg har henover sommeren haft til opgave at pege på besparelser for 10 millioner kroner. Det er et relativt lille beløb, da det tilsvarende beløb tidligere har været indtil flere gange større.
Borgmester Knud Kristensen kunne på byrådsmødet præsentere et halvårsregnskab for kommunen, som er væsentlig bedre end budgetteret, og det gav politikerne ekstra lyst til at slække på spareiveren.
- Det giver os mulighed for at købe nogle af de fremlagte besparelsesforslag tilbage til gavn for kommunens service, sagde sundhedsudvalgsformand Palle Jensen, Socialdemokratiet.
Den idé var den konservative Henrik Dalgaard straks med på. Han har som formand for Børne- og Skoleudvalget skullet finde besparelser for 3,5 millioner kroner på sit område.
- Vi vil i udvalget kæmpe hårdt for at købe nogle af de her besparelser tilbage. De rammer hårdt på skolerne, hvor de i forvejen lige er kommet i gang med en ny elevtildelingsmodel.
Selv om de to udvalgsformænd kunne blive enige om at annullere nogle af spareforslagene, kunne de alligevel ikke helt enes om, hvem der skulle tilgodeses mest. Et stigende antal ældre kontra et færre antal børn burde nok spille ind, når kronerne skal deles ud i 2018, mente Palle Jensen.
Venstres Per Bach Laursen, der bejler til borgmesterposten, vurderede at årets budgetlægning bliver det mest skånsomme i de 8 år, han har været med i byrådet. Men han sendte også en advarsel til sine byrådskolleger:
- Med hensyn til anlæg, så er der en masse spændende projekter rundt omkring i kommunen. Men vi er også i en højkonjunktur, og så er spørgsmålet, om vi skal tage den lidt med ro, mens den private sektor lægger beslag på mange håndværkere med stigende byggepriser til følge.
Inden politikerne fik fastlagt budgettet i detaljer for åbent tæppe, greb borgmesteren ind og stoppede debatten. Men sidst i næste uge ved vi, hvor der skal investeres, og hvor pengene kommer fra. Men førnævnte højkonjunktur gør det utvivlsomt lettere at planlægge næste års økonomi.