Mange klubber ligger stille hen om sommeren, men I Aars Tennisklub er der stadig gang i aktiviteterne. I uge 27 afholdte klubben sin første Tennis Camp for børn i alderen 8 til 14 år, og i uge 32 afholder klubben sin anden Tennis Camp for børn i alderen 10 til 14 år. Campen forløber over 3 dage med overnatning.
Bolette Kristensen fra Aars Tennisklub udtaler, at tennisskoler – eller Camps - som de er kommet til at hedde, har i rigtig mange år været et fast tilbud til kommunens unge. Aars Tennisklub var nok den første klub i kommunen, der startede med disse skoler for over 20 år siden.
Sidste år forsøgte vi for første gang med 2 camps, og med den efterspørgsel, der har været, bliver det også til 2 camps i år, siger Bolette Kristensen.
Campen bliver afviklet med klubbens trænerstab, og deltagerne vil møde Mads Henningsen og Søren Ilsø Mahneke, der begge også var med til at afvikle skolen i uge 27.