Fodbold: Bundholdet pressede topholdet i målrig kamp.
Tekst & foto: Per Lyngby
På forhånd var der næppe mange, som levnede Strandby de store chancer for at få point ud af hjemmekampen i serie 3 mod topholdet fra Tjele Vest Sport.
Men trods modgang og med nul point på kontoen er de grønblusede rykket sammen i bussen, og det var tydeligt, at spillerne havde givet hinanden håndslag på, at hjemmepublikummet skulle se et hold, som ville kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne for at byde gæsterne op til dans.
Og ikke mindst i første halvleg var det Strandbys fight som overstrålede gæsternes overvægt i boldbesiddelse og sammenspil. Der blev tacklet, så det sang, og når muligheden bød sig, var de grønne ganske farlige på deres kontrastød. Første advarsel til Tjele kom, da Sebastian Nielsen slap fri i venstre side, men målmanden kom ud og fik afværget den store chance. Til gengæld kunne han kun se til, da Michael Buchholt midt i halvlegen fyrede kanonen af fra en spids vinkel i højre side - bolden strøg i mål i øverste højre hjørne, og dermed var hjemmeholdet foran 1-0. Føringen holdt til pausen, og var egentlig fortjent, da gæsterne ikke formåede at omsætte deres spilovertag til de helt store chancer.
Efter pausen pressede Tjele endnu hårdere på for at komme tilbage i kampen, men Strandby forsvarede sig tappert og var kun sjældne gæster i den anden ende af banen. Målmand Martin Nielsen diskede op med en flot redning, men kort efter kom udligningen efter et hjørnespark, hvor den tidligere Superliga- og landsholdsspiller Asbjørn Sennels kom højt til vejrs ved fjerneste stolpe og headede i mål til 1-1. Kort efter sejlede det totalt i hjemmeholdets forsvar, hvor en misforståelse førte til, at en Tjele-spiller slap helt fri og uden problemer kunne score i et tomt mål. Scoringen tvang Strandby længere frem på banen. Det førte til et frispark udenfor feltet, som blev sendt ind over, og her kom Mike Bunde til og scorede. Jubelen varede dog kort, for få minutter efter scorede Tjele til 3-2, og det blev også 4-2, inden Kasper Vestergaard i slutminutterne bragte lidt spænding tilbage i kampen, da han opsnappede de en aflevering og træk fri i venstre side, hvorfra han scorede sikkert.
Det blev ikke til mere, og trods en heroisk indsats måtte hjemmeholdet forlade Beachtown Arena som et slaget ml mandskab. Kan holdet bevare den gejst og kampvilje, som blev vist lørdag, bør der dog komme point ud af de kommende kampe mod Sønderup-Suldrup og Aars 2.