Fodbold: Strandby havde endelig medgang - og det gik ud over Ulbjerg.
Tekst & foto: Per Lyngby
Siden premieresejren over Nørager-Rørbæk har der ikke været meget at glæde sig over i Strandby IF. Holdet har spillet mange gode kampe i serie 2, men sort uheld har betydet, at holdet ikke har scoret, og det har ført til en lidet flatterende placering som nummer sjok.
Lørdag eftermiddag gæstede det ubesejrede tophold så Beachtown Arena, hvor der ikke blot var varmet op under pølserne på grillen, men også under et tændt hjemmehold, som hungrede efter at give deres trofaste hjemmepublikum en sejr.
Gæsterne kom til Strandby som ubesejrede, ikke mindst i kraft af en stærk defensiv, som kun havde lukket 5 mål ind i de første 8 kampe. Det var dog en statistik, der blev ændret godt og grundig på.
I første halvleg var der ikke meget, som tydede på, at Strandby skulle kom ud af kampen med point. Ulbjerg var bedst, og fik da også scoret til 1-0. Gode redninger og masser af fight holdt dog hjemmeholdet inde i kampen - også selv om man i en periode var i undertal, da Mikkel Pedersen var ude med gult kort.
De 10 minutters pause før pausen var åbenbart lige, hvad Mikkel Pedersen havde brug for, for i anden halvleg afslutter han en flot solotur med at udligne. Ulbjerg brænder derefter et par store muligheder, hvor de havde mulighed for at lukke kampen. I stedet bliver det så Strandby, som scorer, da Morten Høstgaard bliver spillet flot fri af Christian Husum. Bagude med et mål skulle Ulbjerg satse, og det var lige vand på Strandbys kontramølle, som snurrede to gange mere, hvor Mikkel Pedersen og Sebastian Lynderup scorede til 3-1 og 4-1. Dermed var topholdets første nederlag i efteråret en realitet og Strandby øjner en mulighed for at komme ud af bunddyndet.
“Der blev ridset nogle få vigtige ting op i pausen. Ridset op så det ikke kunne misforstås. Vi spiller en god anden halvleg krydret med 4 mål. En rigtig god skalp at få”, lød det efter kampen fra en tilfreds træner, Jens Bojer.
Hvis tophold er god motivation for Strandby, så skulle der være gode muligheder i næste kamp, som spilles på udebane mod rækkens nummer 2, B52 Aalborg. Et hold, som Strandby i øvrigt spillede uafgjort med i de to klubbers første møde.