Fodbold: Storsejr på 9-0 i aftenkampen på Beachtown Arena fredag.
Tekst: Per Lyngby
På forhånd var Doense-Vebbestrup ikke en skræmmende modstander på Beachtown Arena fredag aften. Holdet kom til Strandby med et frisk 0-11 nederlag mod Støvring i bagagen.
Og meget bedre blev det da heller ikke for gæsterne denne aften på Beachtown, hvor det var lige før, at hjemmeholdet kunne have taget strandstolene frem. 9-0 stod der på måltavlen ved klubhuset, da løjerne var overstået, og det var i hjemmeholdets favør.
Malte Kornerup, Andreas Husum og Nikolaj Jensen (2) sørgede for 4-0 ved pausen, og efter teen, blev der sat yderligere tryk på kedlerne. Her blev det til yderligere 5 mål signeret Tobias Flak, Andreas Husum (2), Nikolaj Jensen og Niels Peter Greth.
Med sejren indtager Strandby 3. pladsen, og holdet spiller sin tredje hjemmekamp på stribe, når de på torsdag tager imod Øster Hornum.