Håndbold: Skovbakken havde intet besvær med at vinde i Farsø
Tekst: Per Lyngby
Efter den kærkomne sejr over Hornslet var Farsøs håndbolddamer i 2. division tirsdag aften på jagt efter yderligere 2 vigtige point, da Skovbakken var gæster i Dronning Ingrid Hallerne.
Håbet om sejr blev dog hurtigt skudt i sænk af et velspillende hold fra Aarhus. Som det har været tilfældet i de fleste kampe, fightede Farsø-damerne godt, men der skulle også slides for hver eneste mål. Det blev til 18 af slagsen, mens Skovbakken havde noget lettere ved at finde netmaskerne - 30 gange passerede de Farsøs målvogter og sikrede sig dermed en komfortabel sejr.
Ser man på stillingen, kan man konstatere, at Farsø har en bekymrende stor måldifference, som kun undergås af bundholdet Hornslet. Trods tirsdagens store nederlag kan holdet stadig slutte tredjesidste og dermed komme ud i play off om at forblive i 2. division. Det kræver, at VRI ikke får flere point end Farsø i de sidste kampe, hvor Farsø mangler 2 kampe og VRI 3.