I pinsen afholdes for første gang et officielt veterantraktortræf i Haubro.
Der er i området mange samlere af veterantraktorer, og tilbage i februar samledes disse til et møde, og en styregruppe på 8 personer blev valgt.
Himmerland er slet ikke ubekendt med aktiviteter indenfor veterantraktorhobbyen. Der afholdes i løbet af året en del pløjedage,
høstdage, roedage, og ikke mindst Skandinaviens største indendørs veterantraktortræf i Aars sidste weekend af januar.
Men i Haubro er der nye tanker. De gamle veteraner skal på ingen måde glemmes, men da halvdelen af styregruppen er af lidt yngre årgange end de øvrige, fødtes ideen om at tage næste skridt og tage de klassiske traktorer med sammen med veteranerne, så traktorer helt op til ca. 1990 er velkomne.
Årgangene fra sen 60’erne og op ad præges især af det mange kalder de store ”Hanner” - nemlig de imponerende 6-cylindrede traktorer, som siden har imponeret mangen en ung mand og ført drømmen om at eje en med sig. Disse traktorer er i dag
samleobjekter på højde med de gamle veteraner, og nu får man chancen for at udstille i Haubro. Og der er bred tilslutning i alle farver, både i veteraner og klassikere, så der skal nok blive en del at se på i Haubro 8 og 9 juni.