De store supermarkedskæder positionerer sig i Vesthimmerland, hvor konkurrencen på dagligvareområdet skærpes.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Særligt Aldi er i færd med at markere sig med nye og større butikker. I Løgstør bygger Aldi lige nu ny butik på den gamle børnehavegrund på Limfjordsvej. Butikken bliver på 1200 kvadratmeter, hvilket er dobbelt så stor som den gamle på den anden side af vejen. Her sidder Aldi i dag til leje.
Med den nye Aldi-butik bliver der plads til flere varer og flere kunder, når den åbner i slutningen af maj.
Det samme gør sig gældende i Farsø, hvor Aldi også er i færd med at bygge en ny butik. Den opføres på Holmvej ved siden af den gamle, og den bliver identisk med butikken i Løgstør men bliver først klar til åbning i sommerferien.
Aldis byggerier sætter øget fokus på bærdygtighed. Det sker ved at montere solceller på taget af butikkerne, og i butikkens indgangsparti kan kunderne følge med i, hvor meget solcellerne bidrager til elproduktionen. De nye Aldi-butikker får desuden ladestandere til elbiler monteret på parkeringspladserne, hvor der bliver plads til omkring 70 biler i både Farsø og Løgstør.
I Farsø bliver den eksisterende Aldi-butik revet ned og inddraget til p-plads, når den nye butik er åbnet.
Ny Netto og Lidl - men slut med SuperBrugsen og Fakta
Aldi er slet ikke alene om at bygge nyt. På torsdag den 8. april åbner Netto en helt ny butik i Farsø, og for mindre end en måned siden genåbnede Fakta i Farsø som en Coop 365-butik efter en ombygning, der har gjort butikken større. Til gengæld lukkede SuperBrugsen i Farsø Rådhuscenter i marts.
Også i Aars sker der noget på dagligvareområdet. Her er Lidl ved at opføre en ny butik, som skal stå klar til sommer.