Foreningen Søbyerne blev i aftes formelt dannet på en stiftende generalforsamling på Vitskøl Kloster.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Vilsted, Overlade og Ranum er ikke fusioneret, men de tre landsbyer har samlet sig i et formelt samarbejde, der skal bremse den affolkning, som byerne har oplevet de senere år. Med den nye forening skal der udtænkes nye idéer for som minimum at fastholde det nuværende indbyggertal.
Den nye forening er blevet til med hjælp fra Johanne Bugge Experience Consult ApS, som i en længere periode har samarbejdet med de tre byers borgerforeninger og andre interessenter fra de tre byer. På den stiftende generalforsamling i aftes gentog Johanne Bugge de dystre udsigter, der spår en fortsat massiv affolkning i både Vilsted, Overlade og Ranum, hvis ikke der gøres noget aktivt for at vende skuden.
Jens Chr. Møller fra Vilsted Borgerforening sagde, at det nye samarbejde ikke handler om, hvilken by der skal have sankt Hans-festen og byfesten. Det handler derimod om at bringe nye initiativer på banen, som kan sætte et positivt fokus på byerne omkring Vilsted Sø.
Mødet i aftes blev holdt på Vitskøl Kloster, der netop ligger ved Vilsted Søs udmunding i Bjørnsholm Å. Her blev der serveret stegt flæsk og persillesovs til de omkring 40 deltagere, inden selve den stiftende generalforsamling.
Følgende blev valgt ind i bestyrelsen: Sonja Abrahamsen, Lene Pedersen, Mona Haldrup, Rasmus Badstue, Mikkel Elmlund og Steen Holmgård valgt ind, mens Jens Chr. Møller, Grethe Ravnborg og Martin Sørensen er udpeget af borgerforeningerne i henholdsvis Vilsted, Overlade og Ranum. Jørn Bloch fra Vitskøl Kloster er tilknyttet bestyrelsen uden stemmeret. Konstituering af bestyrelsen finder sted senere.
Medlemmer af de tre borgerforeninger er automatisk medlem af den nye fælles foreninger for Søbyerne. Andre kan blive medlemmer for 50 kr. for et personligt medlemsskab, 75 kr. for en husstand eller 300 kroner for en forening eller virksomhed.