Et initiativ fra to medlemmer af Løgstør Tennisklub har skabt grobund for et samarbejde mellem Løgstør Tennisklub og Kultur- og Idrætscenter Lanternen omkring anlæggelse af padeltennisbaner på den nord-østlige side af Lanternen.
Medlemmer fra Løgstør Tennisklubs bestyrelse, Lanternens byggegruppe og Kultur- og Idrætscenter Lanternens bestyrelse og personale har nu dannet en arbejdsgruppe, som har været samlet for at arbejde på skitseniveau med initiativet fra de to føromtalte medlemmer. Mange tanker og ideer er blevet vendt og drejet, og man er nu klar til at kaste sig over et mere konkret arbejde med initiativet.
Benny Hansen, formand for Kultur- og Idrætscenter Lanternen, fortæller:
”Vi ønsker konstant at udvikle vores center, så det er tilpasset vores brugere og tidens trends, og denne idé er en gave for os, som vi er ”nødt til” at arbejde videre med i tæt dialog med Løgstør Tennisklub. Idéen om padeltennis ved Lanternen har vi tidligere drøftet på ønskeplan, og nu mener vi, at tiden er moden til at gøre drøftelserne til virkelighed. Derfor glæder det mig, at tennisklubbens medlemmer er kommet til os med dette initiativ. ”
Skitsen til projektet indeholder to overdækkede baner, som skal være med til at skabe endnu mere aktivitet i og omkring Løgstør Tennisklub og Kultur- og Idrætscenter Lanternen.
Formanden for Løgstør Tennisklub, Karin-Birgitte Sneskov, tilføjer:
”Vi ser padeltennis som en aktivitet, der kan være med til at øge aktivitetsniveauet blandt vores nuværende medlemmer, samt være med til at øge vores medlemstal, da vi ser denne aktivitet som et spil, der har en bredere målgruppe end ordinært tennis. Derfor glæder vi os til at komme i gang med at realisere initiativet fra vores medlemmer. ”
Hvad er padeltennis?
Padeltennis er for tiden en af de hurtigst voksende sportsgrene, og for bare 2 år siden fandtes der i Danmark kun 32 baner. Det vurderes fra specialforbundet, at der i år 2020 vil findes over 200 baner i landet.
Padeltennis er ofte beskrevet som en kombination mellem squash og tennis. Trods forskelligheder mellem tennis og padeltennis er lighederne mange. De er begge en ketchersport, og bolden i padeltennis minder om en tennisbold – blot med et lidt lavere tryk, så farten er nedsat.
Padeltennis spilles på en bane, der er 20 x 10 meter med et net i midten og vægge rundt om banen, der må bruges som bander i et vist omfang. Hvor et hårdt slag i tennis ofte kan afgøre en duel, giver det i padeltennis modstanderne muligheden for at lade bolden passere op i banden, når den kommer retur – måske i en meget bedre position. Derudover spilles padeltennis med underhåndsserv, og de fleste spil er doubler.
Arbejdsgruppen vil bruge den kommende tid på at konkretisere ideerne og skitserne, så man kan få det omdannet til et projekt, hvor man har overblik over økonomi, anlægskrav, drift, mm., således gruppen kan påbegynde arbejdet med at rejse anlægsøkonomien blandt andet ved at ansøge fonde.